Instagram fjerner likes – er det godt?

Hjem » Instagram fjerner likes – er det godt?

Instagram satte I Canada et pilotprojekt i søen i april i år. Det gik (og går) ud på at fjerne likes fra folks billeder. Projektet er i skrivende stund ude i seks øvrige lande, hhv. Italien, Australien, New Zealand, Japan, Brasilien og Irland

Instagram fjerner likes – er det godt? Hvorfor fjerne likes fra folks billeder? Var det ikke blandt andet netop likes, der var/er en del af SoMe oplevelsen? Interaktion?

Da den lille thumb up på Facebook i sin tid blev lanceret, var vi mange der holdt af den. Det kunne føles vældig rart med et enkelt lille klik, at kunne få lov til lyn-hurtigt at tilkendegive nogen eller noget på FB. Og hvis der er noget vi mennesker har brug for, er det jo anerkendelse. I stride strømme. På Instagram er det selvfølgelig ikke anderledes

Men bagsiden af medaljen kender vi efterhånden også alle sammen. Jagten på likes. Hvor mange likes får mon det jeg lægger op og ud nu? Mange af os har nok set masser af mennesker på SoMe som har lagt et eller andet ud. Og hvis vedkommende på en eller anden måde er kommet til at træde os over tæerne, kan blikket godt komme til at scrolle små-fnysende nedover de få 5-6-7-8 likes posten har fået, adskillige timer efter den blev lagt op og tænke ‘jeg er vist ikke den eneste. der synes at vedkommende er en @@@Smock’

Det er jo ikke særlig pænt at tænke sådan om nogen, vel? Og da slet ikke nødvendigt. Men hvis bare det blev ved det. Og det gør det jo ikke. Der bliver skrevet en del om hvordan især teenagere og unge mennesker i alderen fra teen til midten af tyverne, går så højt op i hvor mange likes deres posts vil få, at ingen behøver en universitetsuddannelse for at forstå at det er usundt for deres mentale helbred. Men fænomenet begrænser sig jo ikke til teens og unge mennesker. Det fortsætter da ud i det uendelige. Vi stopper jo ikke på noget tidspunkt med at have brug for at blive anerkendt.

Så er IG’s lancering af ikke flere synlige likes, en god ting? 

Det kommer an på hvem som ser, hvem som spørger og i hvilken kontekst

Set med forældrebriller, synes jeg personligt, at det er en glimrende ide. Som privat person kan det også være ok. Personligt kan jeg godt lide at jeg med et enkelt lille klik kan vise at jeg kan lide eller holder af noget eller nogen. Men at likes’ne fjernes betyder faktisk kun, at de fjernes så andre ikke kan se dem. De som har postet, kan stadig se hvem som har liket. Og derved synes jeg både som forælder og privat person at det er fint at de fjerner funktionen – de der har delt noget som man har liket, vil nemlig stadig kunne se at man har anerkendt

Men hvad så som influencere?

Ifølge en undersøgelse foretaget af Hashtag Paid, er der forskellige holdninger. De har spurgt 193 instagram’ere  som alle lever af at være influencere og alle med følgere fra 10.000 og op i millionstørrelsen. Ca halvdelen oplevede at de fik færre likes og heraf oplevede ca en femtedel af gruppen et dramatisk fald.

Det er stadig alt for tidligt at spå om, hvordan tingene vil se ud på den lange bane. Men den gængse forståelse om at jo mere man kan se at mange andre liker/favoriserer noget, jo mere er man som menneske tilbøjelig til også selv at like – eller i det mindste være åben overfor personen/produktet, synes at gælde. Når mange andre er for, tænker vi automatisk at så må der jo vel være noget om det

Vil IG’s like-fjernelse på den lange bane resultere i at influencere bliver liket mindre, så er der da klart en økonomisk udfordring. For rigtig mange spillere i influencer-gamet. Men mon ikke at incitamentet for fjernelse af funktionen vil vinde, når alt kommer til alt?

Incitamentet, fra IG’s side, er ifølge en talsmand fra FB at lette trykket på like-jagten, være med til at værne om en antimobbe-kultur. Og sidst, men ikke mindst få kreativiteten tilbage. Det vil sige, få folk til at poste fordi de virkelig mener det. Og ikke fordi de jagter likes og penge.

Og når alt dette er sagt, er vi i bakspejlet nødt til at erkende at IG da om nogen netop jagter penge. De er jo en forretning. Og så længe deres algoritme sørger for at holde de posts som får få likes, nede, så forretninger er nødt til at booste/sponsorere deres indlæg for at blive set, kan kritikeren finde IG’s udmelding en smule vag – i hvert fald når der slås på tromme for kreativitets-argumentet

Med antimobbe-kultur for øje, synes jeg at det er en glimrende ide. Og tænker om eventuelle dalende likes ikke vil udjævnes med tiden, når fjernelse af like-offentliggørelse er integreret?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen