Siden jeg kan huske, har jeg haft hovedet fuld af ideer, om hvad jeg enten gerne ville, hvad jeg vidste jeg kunne eller ville ønske jeg ville kunne. 

Da jeg var en ung pige, teenager, opfattede mine veninder mig både forvirrende og flyvsk, men samtidig dynamisk, modig og spændende. Der var altid fart over feltet, altid en plan eller en ide. Det måtte for himlens skyld ikke være kedeligt. Og vi skulle helst bruge al vores tid fuldest.

I starten af tyvernes spæde voksenliv, hvor jeg jo allerede var mor til to (22), begyndte noget at ændre sig. Jeg husker især en episode med en klassekammerat på HF. Der var virkelig ikke mange jeg klikkede med, hverken i den klasse jeg gik i eller på hele skolen. Så jeg var nødt til at åbne mit sind og prøve at lære at omfavne folk, som jeg normalt aldrig ellers ville have snakket med. Med tyren ved hornene, satte jeg mig glad ved siden af klassens kloge-Åse. Hun var faktisk rigtig sød, men hold op hvor var vi langt fra hinanden. Hun startede med at rykke lidt længere til den modsatte side, da hun så jeg havde kurs mod hende. Mit insisterende smil og søgende øjenkontakt gjorde, at hun ikke rigtig havde noget valg, hun var nødt til at hilse mig velkommen –  hun var jo også ret velopdragen. 

I løbet af timen blev det dog klart, at hun og jeg nok aldrig ville finde gnisten. Jeg kedede mig så meget, at jeg var ved at falde i søvn. Og blev ved med at sidde og skrive små sedler til hende med forskellige spørgsmål. Hvor hun havde gået i skole før HF, nogle søskende? En kæreste? Hund? Kæledyr? Yndlingsland- og beskæftigelse? Og endeligt: Hvad mon en klog-klogere-klogest pige som hende, ville være ‘når hun blev stor’?

Det var godt nok mange forskellige ting, hva?

Hun ville gerne være arkitekt. Og boede allerede (hun var vist 20) i en selvbetalt lejlighed i Hellerup sammen med sin kæreste . Hvordan mon hun kunne betale den husleje når hun var på SU, spurgte jeg hende sørme også om. Alt for ofte, og til stadighed, har jeg slet ikke noget filter og spørger løs uden hæmninger. 

Da vi nu havde fået styr på hvem hun var, fået hendes fremtid på plads og hun endelig spurgte, hvad jeg gerne ville, kom jeg med 9 forskellige professioner. Jeg var helt og aldeles overbevist om, at jeg ville kunne nå det hele. I løbet af det her liv. Jeg var meget entusiastisk. Og syntes i øvrigt, at arkitekt da også lød vildt spændende, mon ikke jeg også lige ville kunne klemme den ind på listen..

Hun må have kedet sig minimum lige så meget som mig. Da jeg havde fyldt hendes hoved med mine mange ambitioner, bemærkede hun fjernt, med hævede øjenbryn og et blik så tomt at man ikke længere kunne skimte hendes pupiller: “Det var godt nok mange forskellige ting, du godt kunne tænke dig, hva?”  Vi talte ikke sammen igen siden.

Hvad vil det sige at være iværksætter?

Som voksen blev det sværere at have så mange ambitioner. Det vil sige, det blev sværere at modtage de samme hævede øjenbryn og tomme øjne, når jeg delte mine tanker med andre. Da jeg blev medlem af VL som 27-årig, ville forundringen over min ‘manglende’ jordforbindelse, ingen ende tage. At jeg var så ung og til med kvinde, gjorde heller ikke tingene lettere. Men nu var tingene vendt, jeg befandt mig ikke på HF, hvor det var mig som ikke gad de andre. I VL-klubben var det kun få, af de som fysisk var til stede når vi mødtes, som besluttede at omfavne mig. Og egentlig var det mest, hvis ikke kun, et af medlemmerne som også var/er Business Angel, der uddelte mentale knus. Men gælder det? En Business Angels virke er om noget, at formå at være åben overfor alle slags ‘mindset’. Og jo netop at omfavne iværksætteren.

Det er op af bakke, når man er iværksætter og ikke føler at høre til. Især når man hverken selv og andre ikke forstår hvilket stof man er gjort af. I hvert fald indtil man får succes. 

I starten af 10’erne fik jeg lavet mine første personlighedstests. Jeg var et par og tredive og 100% overbevist om, at blive stemplet som ‘iværksætter’, måtte være det værste der nogensinde kunne ske. Hvad vil det sige at være iværksætter, havde jeg tænkt mange gange. Jamen, det måtte da betyde at være flyvsk, ikke accepteret af potentielle kammerater/venner og for eksempel VL-medlemmer?

Jeg husker at jeg håbede, testene ville afsløre en super tjekket blå, men holistisk, leder. Med begge ben solidt plantet på jorden. Og masser af jordforbindelse, af den slags som fandtes hos mine VL-kollegaer. Men sådan hang tingene ikke sammen. 

95% iværksætter

Da testene var færdig, udbrød vedkommende der havde udført dem glad: Du er en vaskeægte iværksætter. 95% iværksætter. Det er dig, indbegrebet af iværksætteri!

Damn.. Den var da lige lidt hård at sluge. Overbevist om at det jo så måtte være enden på min ‘karriere’, prøvede jeg at tale med ham, om hvad jeg mon kunne gøre ved det? Hvordan jeg ville kunne ændre mig og stoppe med at være sådan!

Han kiggede meget spøgst på mig, indtil det gik op for ham at jeg ikke spøgte. Og så forklarede han mig, at dét at være så intenst iværksætter, af natur, er en kæmpe gave. Som mange, mange andre kun ville kunne drømme om. Kunsten er, fortalte han, at have én eller flere på dit hold, som kan gribe alle de bolde du kaster op i luften. Det vil sige, de som skal gribes. Og lade de som skal falde til jorden, falde. 

Have dig i en metaforisk snor, som var du en ballon. Så når du lige pludselig fræser op, som var du fyldt med helium, kan de hurtigt få trukket dig lidt ned igen. Holde det flyvske i ave – som faktisk er en gave – og bibeholde  jordforbindelsen, så projekterne ikke kun bliver søsat. Men også sejlet. 

14 projekter

I dag har jeg lavet en liste over alle mine nuværende hhv projekter og ambitioner

Der er i alt 14. 14 projekter. 14 skibe

Da jeg var yngre, og hverken vidste hvad det ville sige, at være iværksætter eller hvad ordet betød, var mine største fejl, at søsætte samtlige projekter på én gang. 

Meget lykkedes alligevel. Rigtig meget. Noget gjorde ikke. Noget gik galt. Og et par enkelte ting gik håbløst galt. 

Igen, i starten af 30’erne, stødte jeg på bogen The 4 Disciplines of Execution, skrevet af Chris McChesney, Sean Cover og Jim Huling. Bogen henvender sig til ledere. Udover at være 95% iværksætter!, er jeg også leder og har været det i mange år. Mens bogen lærer læseren om eksekverings-taktik, var dét som talte mest til mig, sandheden i hvad der er sværest (for mig, dvs i forhold til hvad det vil sige at være iværksætter): 

At man udover sit daglige ‘work load’, alle de mange daglige opgaver man skal have fra hånden, skal finde tid, intellekt og måde hvorpå man dels består. Og helst gror. 

Og hvad så, når man ved dette? Udover, at det naturligvis – i hvert fald, når man tænker over det – er indlysende. 

Det gør tingene lettere. At vide, at dét er hvad det kræver. At man må kunne arbejde minimum dobbelt så meget og dobbelt så hårdt, som alle de som ikke er ledere og iværksættere. Hvis man er eller vil være iværksætter eller leder.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Få nyheder fra

Jennifer Delaloca

direkte i din indbakke

Scroll til toppen