Hvad er du bange for? Hvordan giver man slip på angst?

Hjem » Hvad er du bange for? Hvordan giver man slip på angst?

Jeg scrollede ned af mit FB-feed i går, og faldt lige præcis ind i tankespirret hos en pige jeg kender, en veninde til en veninde. Og begyndte at skrive det, som jeg her deler. Det handler om angst. Og hvad angsten i os (i dette tilfælde i mig og min venindes veninde), eksempelvis sætter sig i. Og nok snarere, bl.a. sætter sig i.

Da jeg instinktivt trykkede på ‘kommenter’-feltet i hendes feed, var tanken at det blot skulle være en kort kommentar. Jeg ville egentlig bare lige sende et hjerte afsted og huske hende på at hun ikke er alene. Man så fik skrivetøjet fat i mig

Jeg kan godt lide den overbærende hengivenhed der er i hans blik og hans stemme, når jeg flakser rundt i min stue, som en høne uden hoved, fordi jeg igen, er så skidebange for, at den flyvemaskine falder ned fra himlen, og jeg aldrig kommer hjem til min hverdag igen. 

Det tænker jeg på lige nu. Lige nu hvor jeg lader havets og jordens puls blive min puls. 
Det ser fedt ud, sådan et strandbillede ikk?
Og forud for det, går timer og dages angst, uro og bekymringer, for sådan en som mig. 

Sådan starter Minna, bakket op af et dejligt strandbillede, med at beskrive den følelse, jeg indtil for ganske nylig, selv baksede helt utrolig meget med at ‘få kontrol over’. Åhh, jeg kan mærke hvordan det knuger i mellemgulvet. Og hvordan jeg ånder lettet op. Jeg har det nemlig ikke længere som Minna…

Hvad er du bange for?

Sødeste Minna ❤️

Du ved jeg havde det på samme måde. Sådan er det ikke mere…

For det første bliver flyveren hvor den skal være. Ej være bange for at noget falder ned. Ikke være bange for turbulens. Slet ikke i Europa. Flyveren bliver hvor den skal være og lander som den skal. Jeg har talt med hundredevis af personer om den angst jeg havde for at flyve. Da jeg havde fået den bekæmpet. så jeg lå på hvad vi kan kalde 60-70% “ikke-bange” og resten stadig med opspærrede øjne, når det bare begyndte at ryste lidt, kom luftkaptajnen på en random tur tilbage til Kbh fra Rom (som vi jo flyver nogle gange om måneden) ud og talte med mig i omkring et kvarter.

Efter snakken med ham endte jeg på 85-90% ej-mere-bange og er egentlig fri af min frygt. Så har vel – hvis jeg er stresset eller presset – et sted mellem 5-10 og maks 15 % bekymring ud af 100. Ellers tænker jeg slet ikke over det mere. Tænker ikke over det når jeg flyver – altså at jeg er oppe at flyve og at der kunne være noget farligt i det.. ☺️


Det er da alligevel fantastisk, er det ikke? Men forud for ‘den endelige snak med føromtalte luftkaptajn’, har jeg gjort et ordentlig stykke arbejde for at komme min frygt til livs. Så meget som man nu kan.

Det som har virket for mig er en kombination af forskellige ting. At tale med de mange, mange mennesker som jeg har, og spurgt ind til, om de nu også er bange? Jeg var i en periode især optaget af at spørge alle de mange forretningsfolk jeg kender, som jo flyver dagligt eller flere gange om ugen.


Til at starte med, hjalp det ikke på min egen angst, at forstå, at langt størstedelen af os alle har angst for at flyve på lavt eller højt plan. Fordi det for langt de fleste af os synes irrationelt at et kæmpe stålrør kan flyve gennem luften. Det vil sige, der er noget i vores logiske sans, som simpelthen ikke helt kan forstå, hvordan det dog kan lade sig gøre ??.. Her er jeg (endnu) ikke blevet meget klogere.. Der er flere, som har prøvet at forklare mig hvordan det lader sig gøre, at flyveren flyver. Men jeg har altså ikke helt forstået det endnu! Anyway. Jeg havde håbet at alle jeg talte med, ville have sagt at de aldrig var bange 🤓 Og på den måde komme over det. Jeg oplever i øvrigt et mønster i at matematisk tænkende mennesker, og mere konkret regnskabsfolk i store stillinger, ganske enkelt ikke er bange for at flyve! – som i nærmest aldrig har skænket at det at flyve overhovedet! skulle kunne være farligt. Jah.. Spændende, interessant lille detalje. Til gengæld er det mit klare indtryk, at kæmpe-bosser, de tungeste af dem, de som er ansvarlige for store internationale virksomheder, lige så ofte kan være både lidt eller meget bange, som alle os andre


Så, fast besluttet på at komme min angst til livs, var min strategi – inden jeg selvfølgelig begyndte i terapi; jeg var jo godt klar over, at det måtte være dér at skoen trykkede (altså at jeg havde brug for terapi) – at tale med så mange forskellige mennesker som muligt, om angst eller ej for at flyve.

Og i øvrigt fra så mange samfundslag som muligt. Læse om det på nettet. Læse om dét der gjorde mig mest bange (er jo forskelligt fra folk til folk, hvad man føler sig mest utryg ved).

For mit vedkommende var det turbulens

Tilfældigvis var min terapeut også tilknyttet SAS’ kabine personale. Ja, cabin crew har åbenbart også brug for terapi…

Jeg ved i sagens natur jo ikke hvad de forskellige var i terapi for, men hun fortalte mig at cabin crew som udgangspunkt ikke rigtig er individer, som er bange for at flyve (Thank God!!!!). Men at nogle af dem i perioder, pludselig kan blive bange eller føle sig utrygge.. Og at det især hænger sammen med perioder i deres liv, hvor de har lidt store personlige tab, som dødsfald, skilsmisse, sygdom og lignende. 


Jeg talte meget med min terapeut om hvad jeg ‘ellers’ var bange for. Hos mig handlede det – banalt som det jo er – om angsten for at miste mine kære. Miste livet. Ikke kunne være her for dem som har brug for mig. 

Så summa summarum, hvordan fik jeg kontrol over min angst? Det blev drevet af (og drives stadig – angst kan jo sagtens ‘pludselig’ dukke op igen) af ønsket og behovet for at slippe for alt opædende frygt som handlingslammer mig og sætter mig ud af mit eget spil. Frygten ligger og lurer inde i os. Og hvis vi ikke får fat i den, forstået den og forhåbentlig bearbejdet den, jamen, så må den jo selv finde vej ud. Og når den så ‘endelig’ kommer ud, er det bar med at få fat i kraven på den. Hvis den bare får lov til at hærge indeni os, så bliver vi jo på et eller andet plan syge. Når den endelig kommer ud og hvis vi ikke får fat i kraven på den, jamen så er det da rigtig dumt. Det SKAL vi. Vi SKAL have fat i den før eller siden, så den ikke får lov til at blive ved med at styre. Så tak til universet for at have udstyret os med indre radarer, som hjælper til at få det vi ikke selv kan få frem, til at komme ud på anden vis. Hos mig havde frygten symbolsk sat sig på ‘dødsensangst’ for at flyve

Og om den styrede mig! På en måde, hvor det ikke længere var muligt for mig at berolige mig selv. Når vi kom ned fra flyveren brød jeg flere gange ud i ubehersket gråd. Det tog mig timer at komme til hægterne igen. Og den forfærdelige angst der gennemsyrede hele min krop i løbet af selve flyveturene, er nærmest ubeskrivelig. Jeg har virkelig ikke engang lyst til at skrive, det som jeg nu alligevel gør. Men hver gang nåede jeg til diverse indre afskedsritualer. Jeg troede ganske enkelt, at alt ville slutte på den og de pågældende utallige flyveturer.

NåRh.

Hvordan gør man så? Får styr på at kunne berolige sig selv. Omkring noget man i sidste ende jo faktisk ikke er herre over! I denne symbolske betydning, har vi jo at gøre med en flyver. Selve styringen af flyet (hvis man altså har flyve angst) kan man jo ikke gøre så meget ved, med mindre man altså selv er pilot og sidder bag roret. …………………. Hvordan tager man hånd om sig selv og de eventuelle farer der lurer, som man er bange for skal gøre det endeligt slut?

Her ligger det fundamentale eksistentielt væsentlige. Man kan blive kvit med sin angst, hvis man formår at forene sig med det man vitterlig ikke kan gøre noget ved. Og i den erkendelse, samtidig undgå at blive styret af den angst der kan komme, netop fordi der er så meget vi ikke kan gøre noget ved………..

Det der virkede for mig, var at lave en plan og strategi for at få bugt med angsten

Første måtte jeg have indsigt. Finde ud af om jeg var alene med angsten eller om det var almindeligt

Dernæst måtte jeg finde ud af, om der var grund til at være bange for det jeg var mest bange for (dvs turbulens)

Og når jeg havde fået så meget svar som muligt, på disse to størrelser, måtte jeg i terapi. Og her fandt jeg jo ud af, at min angst for at flyve havde sat sig som den angst jeg ‘havde’ for at mine elskede skulle miste mig og jeg dem og livet.

Jeg havde jo regnet med at finde ud af, at alle andre ikke var bange for at flyve… Og der havde jeg altså regnet forkert. Og så havde jeg også regnet med at fagfolk ville forsikre mig om at turbulens ikke er farlig, som i overhovedet. Og det er jeg egentlig til dels blevet forsikret om, i det omfang at fagfolk ikke mener at nogle fly er faldet ned pga turbulens. Endvidere har jeg af samme (altså fagfolkene) fået fortalt utallige gange, at man ikke skal være bange pga turbulens. Men så har jeg jo også været på nettet og læse en masse forskellige ting. Til nogle af de ting jeg har læst, sagde luftkaptajnen fra tidligere:

Jeg vil ganske enkelt anbefale dig, helt at lade være med at læse alt muligt på nettet. Der står en masse rigtig dumme ting, som ikke har hold i noget som helst!

Ok… Tak ❤️ Det lader jeg være med. Og det var jo også ham som med hele sin krop og måde at tale med mig på, fik mig til at forstå, at turbulens – især i Europa – ikke er noget man bør være urolig for. Han nævnte også, at der kan være en del turbulens når man flyver udenfor Europa og over Altlanten, meget mere voldsom, men at det heller ikke er noget man skal være urolig for. “Det kan føles ubehageligt for passagernerne. Men ikke noget at være bange for”, sagde han blandt andet.

Sidste lille sløjfe på det at have angst. Det er faktisk positivt! Nemlig. Det er rigtigt. Det fandt jeg ud af, da jeg gik i terapi. Og det har altså også fået skubbet selve min ‘angst’ ud af spillet. For nu ved min krop og mit sind, at den ligefrem er sund. Så nu er jeg ikke længere bange for at være bange! 😀 Arhmen altså. Indsigt er noget af det stærkeste vi har 🙏

Da jeg var cirka halvvejs i mit terapi-forløb – og min terapeut åbenbart så at jeg var parat til at modtage denne ‘nyhed’ (altså at det er sundt at være bange) – gav hun mig en artikel som hun anbefalede mig at læse. Som gør det ganske klart, at angst og frygt er helt naturlige og sunde størrelser. Vi skal ‘bare’ finde ud hvordan vi håndterer dem. Så vi kan passe på os selv, favne os selv, trøste os selv og forsikre om at alt er eller bliver godt igen. Og hvis det ikke gør. Jamen, så er vi tilbage til det eksistentielle igen. Nemlig, at vi er her på lånt tid og før eller siden må acceptere, at det netop er sådan. Og i denne accept slippe for al unødig opædende angst ❤️

Artiklen hedder “Angst: Vilkår og ressource” og er skrevet af Lise Winther-Jensen

Min terapeut, som jeg gik hos, hedder øvrigt Mette Line Nimb Ringsted. Jeg kan varmt anbefale hende 🙏

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen